Vedtægter for Aabenraa Båd Club A.m.b.a.
21.01. 2025
§ 1 Selskabets form og formål
1.1
Aabenraa Båd Klub A.m.b.a. forkortet ABC A.m.b.a. — er et andelsselskab med begrænset ansvar, hvor andelshaverne alene hæfter for prisen af andelsbeviset.
1.2
Selskabets hjemsted er Aabenraa Kommune.
1.3
Selskabets formål er at forestå anlæg og drift af en lystbådehavn med tilhørende faciliteter, fortrinsvis for andelshavernes fartøjer, som dermed sikres en havneplads på favorable vilkår.
Løbende investeringer og eventuelt nye anlæg kan finansieres gennem andelshavernes indskud og depositum. Ved større investeringer, kan der blive tale om at hæve depositum, gennem vedtagelse på en Generalforsamling.
§ 2 Optagelse som andelshaver
2.1
Som andelshaver i ABC A.m.b.a. kan optages personer over 18 år, samt foreninger og virksomheder, der er medlem af Aabenraa Båd Club. Andelen af andelshavere bosiddende uden for Danmark, må være op til 20 % af antallet af andelshavere på tegningstidspunktet. I tvivlstilfælde afgøres dette af bestyrelsen.
2.2
Personer der ønsker at blive andelshavere, kan mod betaling af et gebyr, og bestyrelsens godkendelse optages på en venteliste.
2.3
En andelshaver, der har fået anvist bådplads, har en ubetinget ret til denne, så længe bådens størrelse berettiger det. Det er bestyrelsen, der foretager denne vurdering.
2.4
Prisen på depositum fastsættes af generalforsamlingen.
2.5
Indskud og depositum forrentes ikke.
2.6
Optagelse af umyndige som andelshavere af ABC A.m.b.a. kræver forældres/værges samtykke.
2.7
Ingen, der er i restance til ABC A.m.b.a., kan optages som andelshaver, før vedkommende har betalt sin gæld til selskabet.
§ 3 Selskabets investeringer
3.1
Bestyrelsen er bemyndiget til at optage lån i realkreditinstitut og pengeinstitut, hvor det findes hensigtsmæssigt.
§ 4 Anvisning af fast bådplads og sæsonplads
4.1
For at få anvist en fast bådplads kræves:
- Køb af andelsbevis
- Indbetaling af depositum, hvis størrelse beregnes ud fra pladsbredde. Pladsbredden beregnes fra midt pæl til midt pæl.
Eventuelle ledige bådpladser kan af bestyrelsen og efter anmodning midlertidigt og tidsbestemt tildeles personer og foreninger uden andelshaverstatus, der ikke opfylder betingelserne i punkt 2.1 (sæsonpladser, kontraktlejere og studerende/lærlinge.
Bestyrelsen fastsætter i øvrigt de nærmere betingelser og vilkår, herunder vederlag og eventuel oprettelse af venteliste, for leje af sæsonpladser. Kontraktlejere har opsigelsesvilkår tilsvarende de der gælder for sæsonlejere. Der optages ikke nye kontraktlejere. Vilkår for sæsonpladser til studerende/lærlinge, fremgår af 4.2. a
4.2. a
Sæsonpladser med nedsatte priser kan tildeles til studerende og lærlinge, der ikke opfylder kravet i 4.1 .1, men i h.t. 4.2 og på følgende betingelser: Ved erhvervelse af pladsen og fornyelse af perioden skal lejer dokumentere læreplads eller studieforholdet. Der kan kun tildeles pladser med en bredde på max. 275 cm. Lejer må ikke udlåne eller udleje båden eller bådpladsen. Bestyrelsen skal godkende tildelingen af sæsonleje målet.
4.3
Bestyrelsen kan fastlægge bådpladsernes fordeling med hensyn til størrelse og beliggenhed.
§ 5. Anvendelse af bådplads
5.1
Andelshaveren kan alene disponere over bådpladsen til brug for egen båd, som skal være ejet med mindst 50 % af andelshaveren eller dennes ægtefælle eller disse i forening. Er andelshaveren en forening eller lignende, jf. punkt 2.1, kan denne stille bådpladsen til disposition for til foreningen tilknyttede personer.
5.2
Såfremt bådpladsen ikke anvendes i kortere eller længere tid, er andelshaveren pligtig at meddele dette til bestyrelsen, og pladsen stilles til selskabets disposition med henblik på udlejning til anden side, uden afgift til andelshaveren, idet indtægter tilfalder ABC A.m.b.a.
§ 6. Havneafgift og kontingenter
6.1
Udover andelen betaler andelshavere med anvist plads en årlig havneafgift for brug af den til andelen tilhørende bådplads. Havneafgiften er den samme for alle bådpladser pr. 25 cm. Herudover betales et fastsat kontingent pr. båd til medlemskab af klub.
6.2
Ovenfor nævnte havneafgifter, gebyrer og kontingenter fastsættes af generalforsamlingen. Sidste rettidige indbetalingsdato bestemmes af bestyrelsen — se punkt 7.
6.3
Andelshavere, kontraktlejere og sæsonlejere, der selv ønsker at skifte til en anden bådplads, betaler i forbindelse hermed et administrationsgebyr.
§ 7 Nedsættelse af havneafgift og bådpladser på land
7.1
Benyttes en bådplads ikke i et kalenderår, kan andelshaveren efter ansøgning herom til bestyrelsen, bevilliges nedsat havneafgift — efter rettidig indbetaling af havneafgiften, kan der dog ikke bevilliges nedsat havneafgift. Nedsat havneafgift bestemmes af generalforsamlingen, sidste rettidige indbetalingsdato er 1. marts.
7.2
Bestyrelsen kan udleje bådpladser på havnens landareal til brug for både, der ikke har havneplads. Udlejning kan ikke finde sted for en periode på mere end 3 år, medmindre særlige omstændigheder taler herfor. Bestyrelsen fastsætter afgiften herfor. Betaling for andre serviceydelser fastsættes af bestyrelsen.
7.3
En ny andelshaver, der har købt en andel efter 30. juni, kan tildeles en rabat på 50 procent af havneafgiften, for det år hvor andelen er købt.
7.4
En andelshaver, der har meddelt sit ønske om afståelse i overensstemmelse med S18, kan såfremt bådpladsen stilles til fri disposition for ABC A.m.b.a., ikke opkræves havneafgifter og gebyrer i efterfølgende kalenderår, selvom andelen stadig ikke er afstået til anden side. Havneafgift og gebyrer relevante for opsigelsesåret tilbagebetales ikke i dette tilfælde.
§ 8 Generalforsamlingen
8.1
Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed.
8.2
Indkaldelse til generalforsamling sker via E-mail til samtlige andelshavere i ABC A.m.b.a. til den af andelshaveren sidst oplyste E-mail adresse. Derudover opslås indkaldelsen i klubhuset. Den ordinære generalforsamling, der holdes hvert år i november/december måned, indkaldes med mindst 3 ugers varsel.
8.3
Dagsordenen i henhold til punkt 9.1 bekendtgøres senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse, på tilsvarende måde. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen afholdes, disse forslag optages på dagsordenen, og bekendtgøres på ABC A.m.b.a. hjemmeside og ved opslag i klubhuset.
8.4
Stemmeret har alle andelshavere over 18 år der har været andelshavere i ABC A.m.b.a. i
mindst 3 måneder før dagen for afholdelsen af generalforsamlingen og som ikke er i restance.
8.5
Ingen andelshaver har mere end én stemme og der kan ikke stemmes ved fuldmagt. En andelshavers ægtefælle/samlever kan dog afgive stemme på vegne af en andelshaver.
§ 9 Dagsordenen for generalforsamlingen
9.1
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte:
1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning.
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
4. Fastsættelse af indskud.
5. Fastsættelse af havneafgifter.
6. Fastsættelse af gebyrer/kontingenter.
7. Behandling af indkomne forslag.
8. Valg af formand, m/k.
10. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
11. Valg af 1. og 2. suppleant til bestyrelsen.
12. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
13. Valg af udvalgsformænd m/k.
14. Eventuelt.
§ 10 Stemmeafgivning og ledelse af generalforsamlingen
10.1
Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, til at lede forhandlingerne.
10.2
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, undtagen i de tilfælde, hvor der i vedtægter er foreskrevet andet.
10.3
På begæring af én stemmeberettiget andelshaver skal afstemning og valg foregå skriftligt, ligesom alle afstemninger om eksklusion skal foregå skriftligt.
10.4
Generalforsamlingens beslutninger indføres i en protokol, hvori også referatet af forhandlingerne optages.
§ 11 Ekstraordinær generalforsamling
11.1
Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen finder det nødvendigt eller når mindst 30 % af andelshaverne skriftligt forlanger dette. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter, at begæringen er fremsat overfor bestyrelsen, med oplysninger om det emne, der ønskes behandlet.
11 .2
Om indkaldelsesmåde og udsendelse af dagsorden gælder bestemmelserne i punkt 8.
§ 12 Selskabets bestyrelse
12.1
Bestyrelsen er selskabets daglige ledelse og repræsenterer selskabet i alle forhold.
Vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligtet selskabet i henhold til lovgivningen.
12.2
Bestyrelsen består af en formand, en næstformand, en kasserer, en sekretær og yderligere et medlem og vælges for 2 år ad gangen af den ordinære generalforsamling, dog således, at halvdelen af bestyrelsen afgår hvert andet år.
12.3
Formanden vælges særskilt ved en særlig afstemning for 2 år ad gangen, genvalg kan finde sted.
12.4
Valgbare til bestyrelsen er kun myndige andelshavere, eller dennes ægtefælle/samlever.
§ 13 Bestyrelsens virke og forretningsorden
13.1
Bestyrelsen konstituerer sig selv snarest og senest 14 dage efter generalforsamlingen på et bestyrelsesmøde.
13.2
Hvervet som kasserer kan ikke forenes med hvervet som formand, næstformand eller sekretær.
13.3
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
I formandens forfald indtræder næstformanden i hans sted.
13.5
Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol.
13.6
Selskabet tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner kræves dog underskrift af såvel formand som kasserer.
13.7
I alle sager, der angår køb, salg eller pantsætning af fast ejendom eller løsøre tegnes selskabet af formanden, næstformanden og kasserer i forening.
§ 14 Selskabets regnskab
14.1
Selskabets regnskabsår er fra 1. oktober til 30. september.
14.2
Bestyrelsen skal afgive driftsregnskab for det foregående år og status pr. 30. september til revisorerne.
14.3
Driftsregnskabet og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorernes påtegning.
14.4
Driftsregnskabet og status skal være tilgængeligt for selskabets andelshavere senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.
§ 15 Revisorer
15.1
På den ordinære generalforsamling vælges for 1 år ad gangen 2 kritiske revisorer og 1 revisorsuppleant, genvalg kan finde sted.
15.2
Revisorerne skal hvert år i november gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede.
15.3
Hver af revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.
§ 16 Etablering og indretning af sø- som landfaciliteter
16.1
Enhver etablering og indretning af sø- som landfaciliteter skal godkendes af bestyrelsen.
§ 17 Overgang af selskabsandele til nærtstående
17.1
Overgang af selskabsandele kan uden selskabets godkendelse kun ske til ægtefælle eller livsarvinger.
17.2
Andelshaveren har krav på skriftlig bekræftelse imod at den pågældende andelshaver har eventuelt skyldige beløb til selskabet.
§ 18 Overgang af selskabsandele i øvrigt
18.1
Bestyrelsen skal, når den modtager ønske om afhændelse af en selskabsandel, søge egnede nye andelshavere, herunder skal andelen inden 3 uger efter modtagelsen af ønsket om afståelse opslås ledig.
18.2
1. prioritet har andelshavere, 2. prioritet har personer, foreningen m.m. med bopæl/adresse i
Region Syddanmark.
18.3
Er der flere interesserede med samme prioritet gælder ancienniteten af henvendelsen, respektive på listen over interesserede.
18.4
Bestyrelsen skal senest 6 uger efter modtagelsen af ønsket om afståelse af selskabsandelen give andelshaveren meddelelse om, hvorvidt man fra selskabet kan anvise en køber til selskabsandelen. Kan bestyrelsen ikke anvise en køber kan andelshaveren selv anvise en sådan, som skal godkendes af bestyrelsen, hvis denne opfylder betingelserne i vedtægterne, og således at vedkommende indtræder i den udtrædende andelshavers rettigheder og pligter.
18.5
Hvis det ikke er muligt for bestyrelsen at anvise en køber, og andelshaveren ikke selv kan anvise en sådan, er det muligt for bestyrelsen at annullere andelen, og tilbagebetale andelsindskuddet.
Dette kan dog kun finde sted, hvis antallet af andelshavere dermed ikke kommer under en minimumsgrænse på 150 andelshavere med fuld andel (ikke medregnet jolle-andele). Jolleandele kan annulleres, hvis antallet af jolle-andele ikke kommer under 15.
Annullering og udbetaling af andelsbeviser, skal foregå i den rækkefølge de er ønsket afstået.
Depositum udbetales sammen med udbetaling af andelsindskud.
18.6
Overdragelse kan kun ske til det beløb som andelshaveren oprindeligt har betalt for selskabsandelen. Overstiger selskabsandelens pålydende på tidspunktet for overgangen det oprindeligt betalte beløb, tilfalder differencen ABC A.m.b.a.
18.7
Der betales endvidere et administrationsgebyr, som selskabet beregner sig i forbindelse med lejemålets ophør.
18.8
Andelshaveren har ikke krav på nogen andel af formuen ved udtrædelse.
18.9
For at lette andelshavernes finansiering af andelene gives der ret til transport af de til andelen knyttede rettigheder til pengeinstitut.
18.10
Transporten bliver at notere af ABC A.m.b.a. mod, at der betales et fastsat gebyr herfor.
§ 19 Prokura og havnereglement
19.1
Bestyrelsen er berettiget til at ansætte lønnet medhjælp til selskabets daglige drift samt meddele prokura.
19.2
Andelshavere er pligtige at følge det af bestyrelsen fastsatte havnereglement samt bestyrelsens anvisninger i øvrigt.
§ 20 Restancer og eksklusion
20.1
Såfremt andelshaveren undlader at betale forfalden havneafgift eller andre skyldige ydelser rettidigt, har bestyrelsen ret til at inkassere disse på andelshaverens regning, i overensstemmelse med statens takster.
20.2
Såfremt andelshaveren efter påkrav ikke straks betaler det skyldige beløb eller groft og uforsvarligt gentagne gange overtræder havnereglementet, er bestyrelsen berettiget til at ekskludere den pågældende som andelshaver og forlange, at bådpladsen straks ryddes.
20.3
Bestyrelsens beslutning herom kræver dog, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt for eksklusionen. Vedkommende skal, inden bestyrelsens træffer sin afgørelse, have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar, og kan kræve, at spørgsmålet om eksklusion afgøres på den førstkommende ordinære generalforsamling.
20.4
Endelig kan en andelshaver ekskluderes, når det efter forslag af mindst 1/3 af samtlige andelshavere, vedtages på en generalforsamling.
20.5
I alle tilfælde, hvor en eksklusion skal behandles på en generalforsamling, har vedkommende krav på at få meddelelse herom senest 3 døgn før generalforsamlingen afholdes, ligesom vedkommende har adgang til denne, med ret til at forsvare sig. Spørgsmålet om eksklusion skal optages som et særligt punkt på dagsordenen.
20.6
Generalforsamlingens beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af selskabets vedtægter.
20.7
En andelshaver, der er ekskluderet i henhold til en generalforsamlings beslutning, kan kun optages som andelshaver ved en ny generalforsamlings beslutning. Her kræves samme majoritet som ved eksklusions beslutning. Bestyrelsen er pligtig til straks efter eksklusion af en andelshaver at udbetale samtlige andele som andelshaveren måtte have, dog med fradrag af gældende gebyrer.
§ 21 Krav vedrørende anvendelse af tildelte bådpladser
21.1
Kun lystbåde, der holdes i yachtmæssig stand, må benytte havnen. Havnemesteren påtaler evt. mangler overfor bådejeren med henblik på at opnå en mindelig løsning. Hvis ejeren efter en rimelig frist ikke efterkommer kravene, kan bestyrelsen opsige den tildelte plads efter gældende regler, afgørelsen herom kræver enstemmighed i bestyrelsen.
21.2
ABC A.m.b.a. kan kræve at en båd, der henstår på havnens område i mere end tre år, med et varsel på tre måneder skal fjernes af ejeren på dennes bekostning. I fald ejeren ikke efterkommer anmodningen kan bestyrelsen foranledige at båden fjernes, omkostninger i forbindelse hermed afholdes af ejeren, og kan for andelshaveres vedkommende trækkes i depositum.
Bestyrelsen kan på begrundet anmodning give dispensation / forlænge fristen for hvor længe en båd må henstå på havnearealet. Bestyrelsen kan også med behørigt varsel kræve at en båd, der henstå på havnearealet, flyttes til en anden placering på havnearealet. Hvis en sådan flytning er begrundet i havnens drift, afholdes omkostningerne hertil af ABC A.m.b.a.
Både der uden en klar aftale herom med havnemesteren ikke søsættes i en sæson, men henstår fortsat på havnens område efter d. 01. juni i et år, skal fjernes af ejeren eller flyttes efter havnemesterens anvisning. Evt. omkostninger afholdes af ejeren
21.3
Erhvervsfiskefartøjer må ikke benytte havnen.
Der må ikke drives erhvervsmæssig virksomhed fra havnen. Undtaget herfra er dog af bestyrelsen godkendte erhvervsvirksomheder, der oprettes til betjening af havnen eller både.
Bestyrelsen kan ligeledes tillade udlejning, demonstration og salg af lystbåde fra havnens område.
21.5
Enhver form for flagning, skiltning m.v. i forbindelse hermed skal godkendes af bestyrelsen.
§ 22 Vedtægtsændringer
22.1
Ændringer af nærværende vedtægter kan ske på enhver generalforsamling når mindst 1/3 af stemmeberettigede andelshavere er til stede, og når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, skal bestyrelsen inden 14 dage med sædvanligt varsel indkalde til ny generalforsamling.
22.2
Hvis også 2/3 af de på denne generalforsamling afgivne stemmer er for forslaget, er dette vedtaget, uanset hvilket antal stemmeberettigede andelshavere, der er til stede.
22.3
Ændringer til vedtægterne indberettes af bestyrelsen til de relevante myndigheder.
§ 23 Forslag om selskabets opløsning
23.1
Bestemmelse om selskabets opløsning kan kun tages, på en i dette øjemed, særlig indkaldt generalforsamling.
§ 24 Beslutning om selskabets opløsning
24.1
Til denne beslutningsdygtighed kræves, at mindst 2/3 af de stemmeberettigede andelshavere er til stede og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget.
24.2
Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflertal uanset, hvilket antal stemmeberettigede andelshavere, der er til stede.
24.3
Ved opløsning af selskabet udloddes selskabets formue til idrætslige formål, først og fremmest søsportslige aktiviteter.
Nærværende bestemmelse kan kun ændres med samme flertal som for opløsning.
Nærværende vedtægter for Aabenraa Båd Klub A.m.b.a.er gældende fra d. 21.01.2025 med de ændringer der er vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling d. 21.01.2025.
Formand Leif Nielsen
Næstformand Poul Hardberg
Kasserer Henrik Vitting
Havneudvalgsformand: Tommy Tarp
Sekretær Rolf Pistor-Riebold